MEGET MERE END HUNDETRÆNING
Når hvalpen bliver teenager opstår der helt nye udfordringer. Hormonerne stritter i pelsen og giver automatisk dårlig hukommelse, manglende koncentration og vat i ørerne. En klassisk udfordring i denne periode er at vi mister vores værdi for unghunden, da verden er langt mere spændende. Men det er i høj grad også hvordan hunden kan ændre adfærd over for artsfæller og begynde at sortere i sine venskaber. Det er heller ikke unormalt at der opstår perioder med usikkerhed, hvilket kan give sine helt egne udfordringer. Unghunde-alderen er en meget vigtig og følsom periode hos vores hunde, men desværre også en periode hvor mange hundeejere giver op, simpelthen fordi det ER en svær alder.
INDHOLD PÅ UNGHUND PLUS+
På forløbet arbejder vi videre med de mange kompetencer som vi gennemgik til hvalpetræning. Vi har især fokus på den vigtige selvkontrol (vælge fristelser fra, ikke hoppe op, hilse roligt, ikke tage selv, gå pænt i snor, komme på indkald) og forskellige øvelser der minder unghunden om at ejer faktisk ikke altid kun er dødvægt i den anden ende af hundesnoren. Vi genopfrisker kendte øvelser, øger sværhedsgraden, trapper godbidderne ud og finpudser det nødvendige hos hver enkelt hund. Både ved den praktiske træning og igennem dialogen i gruppen, snakker vi alt fra hundesprog, hormoner, neutralisering, gøen og om de faser den unge hund går igennem i teenagealderen. Der er også plads til nødhjælp på de områder der kræver en ekstra indsats.
VERDENS BEDSTE UNGHUNDEFORLØB
Hos KøbenhavnerSnuden er vigtigste tiltag altid forebyggelse og Regitze vil derfor hver uge give hjemmeopgaver der nemt kan lægges ind i hverdagen og på hundeturen. Det vil være tiltag og øvelser der vil hjælpe dig med at skabe et endnu tættere bånd sammen med din unghund og komme mange problemer i forkøbet. Du bliver medlem af en lukket Facebookgruppe hvor der løbende bliver lagt videoer ud med emner og øvelser der henvender sig til unghundealderen. Du kan altid stille spørgsmål og uploade videoer af din træning og få direkte svar og feedback fra Regitze. På unghund PLUS+ får du ikke kun den almindelige holdtræning, men også vejledning og hjælp til alle de klassiske udfordringer der kan opstå i livet med unghund, du har Regitze på speed dial under hele dit forløb.
Unghund PLUS+ er KøbenhavnerSnudens bud på VERDENS BEDSTE UNGHUNDEFORLØB.