Har netop deltaget i seminar med Karolina Westlund(KW) etolog, der har forsket i følelser hos dyr og som tager udgangspunkt i de følelser som Jaak Panksepp har skrevet afhandlinger om.

Det er et emne hvor det stort set er umuligt at måle og veje sig frem til konklusioner, derimod er der tale om at observere og tolke på dyrenes reaktioner.

Det er et kontroversielt emne og vores opfattelse af dyr spænder fra en Disney version, hvor vi tillægger dem menneskelige egenskaber til den simple opfattelse af at “Dyr er sulten, så dyr spiser, dyr skal reproducere, så dyr parrer sig”.

Forsøg på mennesker, via elektroder i hjernen, har vist at der er forskellige områder i hjernen der når det påvirkes af strøm medfører en følelse. Feks hvis området for “søgen” bliver påvirket, så beskriver mennesket en forventningsglæde og nysgerrighed. Tilsvarende forsøg er lavet på dyr, her er det så ikke muligt at få dem til at beskrive deres følelser, men til gengæld kan de observeres og man ser at de bliver nysgerrige, begynder at “jage”.

KW beskrev at der er 7 forskellige grundfølelser: søgen, leg, lyst, omsorg, sorg, frygt og aggression. Jeg tilføjer lidt beskrivelse for os hundeejere.

Søgen (seeking): følelsen af at søge efter noget, det kan være forventningen om at få en god fært, jage en mus, selv finde sin mad istedet for at den bliver serveret i en skål. Når vi klikkertræner, så er det denne følelse der vækkes forventningen om at få et “klik”

Leg (play): legeadfærd, trækkeleg, løb, bold osv. Når vi bruger leg som belønning og træningsredskab, så er det denne følelse der vækkes.

Lyst (lust): parring. Især hos hanhunde ser vi ændring i adfærd når lysten tændes, der skal sniffes ekstra på turen og får han lov til at møde en tæve, så skal hun gøres “blød i knæene” inden han hopper på. Tæver er lidt mere forbeholden hvis der er mulighed for at vælge, det er ikke alle hanhunde der bare lige får lov til at parre sig med hende.

Omsorg (care): at tage sig af hvalpe, fælles soignering mellem hunde, at ligge i en varm seng og putte sig til ejer. kæl og klap. Pelspleje, negleklip, dækken osv er alle måder vi som mennesker viser omsorg for vores hunde, vi skal dog altid huske på at hunden skal være en aktiv deltager og have mulighed for at sige fra. Jo mere vi kan træne vores hunden til at blive håndteret jo bedre undgår vi følelser som feks frygten, der kan resultere i aggression(bid).

Sorg (grief/panic): alene hjemme, afsavn fra følelsen “omsorg (care)”. Vi træner vores hunde i at være alene hjemme, en træning der starter i det små, sætter hunden om til succesfuldt at kunne klare et par sekunder alene. Dyr kan også føle sorg hvis en fra husstanden forsvinder.

Frygt (fear): fryser/står stille eller flygter. Hvis der er noget vores hunde reagerer på, så kan vi gennem træning lære dem at der ikke er noget at frygte. Er du i tvivl om hvad det er din hund reagerer på, så se hvor den kigger hen, nogle gange er det de små ting. En pose i vinden er for os mennesker ikke det helt store, men for en hund kan det virker som en frygtindgydende drage. Hjælp din hund, allerede fra den er hvalp skal den stille og rolig have vist verden frem. Når den som hvalp har mødt verden, så virker den mindre farlig..

Aggression (rage): aggression er ofte den sidste udvej for hunden, absolut trængt op i en krog. Al fornuft forsvinder og vi som ejere skal hjælpe hunden ud af situationen. Afstand kan være en løsning, men forebyggelse er klart at foretrække. Når vi træner i initiativøvelser og kropskontrol, viser respekt for vores hunde ved håndtering, så gør vi afstanden til aggressionen større. Husk altid på, at når en hund udviser denne følelse, så har der ofte være op til flere små signaler der fortæller at situationen er uholdbar for den.

Hvad har jeg taget med hjem:

 

Med mig hjem har jeg fået en “reminder” om at jeg kan blive en bedre hundeejer/træner ved at styrke hunde i de følelser som er positive og som de normalt vil bruge en stor del af deres tid på (hvis muligt). Det er især leg og søg. Egentlig er det ikke så overraskende, hvem ville ikke elske at lege, opdage verden, glæde sig til at finde den ekstra godbid der er gemt bag sofaen…

Tanken om at dyr har følelser giver mig så meget mening. Ud fra den adfærd jeg ser hos hunde overalt så kan jeg jo se at der er forskellige ting der gør dem glade, forventningsfulde, angste. Jeg tror dog ikke at hunde har de samme komplekse overvejelser som vi mennesker har, men at de til gengæld er mere nærværende og ærlige. What you see is what you get..

Selv har jeg har fundet lidt legetøj i lommestørrelse frem igen og den er kommet i jakkelommen til næste gåtur. Madskålen er røget ind i skabet igen – Boxer får BARF, så det bliver ikke lige fordelt på gulvet derhjemme, men jeg har istedet taget en beholder hvor han skal arbejde for at få maden frem.

De “triste” følelser prøver jeg så vidt at undgå, men der er ingen tvivl når jeg træder over Boxers grænser, jeg har øvet mig i at se de små tegn på ubehag. Negleklipningen er klart blevet bedre efter intensiv træning og hvis det bliver for hårdt for ham, så får han lov til at gå. Den sværeste er altid når han skal være alene hjemme, nogle dage er bare svære end andre…

Link:

Karolina Westlund http://illis.se

 

/ Kit Jerichau Keil træner hos KøbenhavnerSnuden